Messidrôme er en tidlig, kuldetolerant og meget pålidelig blødnakket sort fra det sydøstlige Frankrig, med store hvide løg. Det er et af de helt klassiske og skønne hvidløg, som sættes i løbet af efteråret.
Løg og fed er hvide med 8-14 store fed i hvert løg. Smagen er kraftig og fyldig men mild, hvilket gør den god til det meste. Løgene kan høstes frisk i maj og spises som porrer eller i juli-august til tørring og opbevaring evt. i fletning.
Hvidløg (eller Allium sativum, som de så fint hedder på latin) er en del af løg(allium)familien og er bla. i familie med spiseløg.
Dyrkning
Hvidløgs sætteløgene sættes i september – november – på friland og/eller i tunnel/drivhus. Det største udbytte kommer fra hvidløg sat i efteråret.
Det er vigtigt, at hvidløg får frost for at fedet deler sig. Kulde gør at hvidløget vokser og begynder at danne nye fed, som du kender det når du køber hele hvidløg i forretningerne.
Hvidløg trives ikke i for fugtig jord. Sørg for et vel drænet sted i køkkenhaven, højbedet, mistbænken eller i drivhuset. Du kan også dyrke hvidløg i potter i drivhuset. Jorden skal være muldrig og kalkrig.
Skil hver knold ad og sæt hver hvidløgsfed enkeltvis i jorden, (jeg bruger en plantepind, til at prikke nogle fine huller i jorden) i en 5–10 cm dybde med ca. 10-15 cm mellem hvert fed.
Messidrôme er velegnet til dyrkning på friland.
Høst
Løgene kan høstes frisk i maj og spises som porrer eller sluthøst den i august og tør i fletning.
Til tørring og opbevaring:
Når de første seks blade er blevet gule (ca. juli-august), graves de forsigtig op af jorden og tørres de i solen eller i et luftigt skur. Det er vigtigt at de er helt tørre inden at de tages ind og eller flettes tæt sammen.